Et tryk på knappen satte byens sirener i gang.

Under en luftalarm måtte man kun færdes ude, hvis man havde særlig tilladelse til det, eller hvis man deltog i luftværnets arbejde. Her kontrolleres papirer under en luftalarm i Odense.

Luftalarm

Når allierede flyvemaskiner fløj ind over Danmark, blev der blæst luftalarm. Så satte sirenerne i med deres gennemtrængende signal; en stigende og faldende hyletone, der varede et minut. Når der var luftalarm, standsede trafikken, og alle mennesker skulle i løbet af tre minutter gå til et beskyttelsesrum. Derefter var det kun folk fra luftværnet og folk med særlig tilladelse fra politiet, der måtte færdes ude.

I beskyttelsesrummene sad folk og ventede på, om der skete noget – ville der mon falde bomber? – indtil pludselig et nyt signal fra sirenerne lød; en høj, konstant tone, der også varede et minut. Signalet betød, at luftalarmen var forbi, og at folk måtte komme op igen.

I nogle byer var der mange luftalarmer, mere end 150 i løbet af de fem år besættelsen varede, men i de fleste tilfælde blev alarmerne blot udløst af, at allierede maskiner var fløjet forbi på deres vej til Tyskland. Det var sjældent, de smed deres bomber på Danmark.

Efterhånden var der mange, der ikke gad gå i beskyttelsesrum, når sirenerne lød. Der skete jo alligevel aldrig noget. Men hvis det en dag pludselig blev alvor, og bomberne begyndte at regne ned fra himlen, så kunne det blive skæbnesvangert, for chancen for at overleve et luftbombardement var meget større, hvis man sad i et afstivet kælderrum, end hvis man bare lå i sin seng.

En CB-mand, en præst og en politibetjent under en luftalarm i Odense. Trafikanter skulle være væk fra gaden tre minuttter efter, at sirenen var gået i gang, så det gjaldt om i en fart at finde et sted, hvor man kunne parkere cyklen eller hestevognen, inden man ilede ned i nærmeste tilflugtsrum.

Hør en luftværnssirene!

Meldested.

Passérkort.

Byer med flest og færrest luftalarmer.

Lederen af Statens civile Luftværn Arthur Dahl taler i radioen.